Ansvar og sikkerhed
Vi prioriterer din sikkerhed højt, når du besøger vores svømmehal og tropiske badeland. Området er altid overvåget af vores dygtige livreddere men vær særligt opmærksom op, at dit ophold sker på eget ansvar!
Dit ansvar som forælder
Husk, at du som forælder eller ledsager har det fulde ansvar for børn i svømmehallen. Sørg for, at børnene er under opsyn hele tiden, også selvom der er livreddere til stede. Der er altid mindst én uddannet livredder til stede i både badeland og svømmehal i de offentlige åbningstider. Livredderne er certificerede gennem bassin- eller erhvervslivredderprøver og er trænet i at yde førstehjælp ved behov. Alligevel anbefaler vi, at du aldrig bader alene, da livreddere ikke kan overvåge hele bassinet konstant.
Følg anvisningerne
For din egen og andres sikkerhed er det vigtigt at følge livreddernes anvisninger. Deres instruktioner er til for at skabe et trygt og sikkert miljø for alle.
Husk altid at bære dit adgangsarmbånd synligt, mens du er i vådområdet.
Børn under 11 år
Når børn færdes i vandet, kræver det ekstra opmærksomhed og ansvar fra forældrene eller de voksne ledsagere. Vandmiljøet kan være uforudsigeligt, og børn mangler ofte de nødvendige svømmefærdigheder og erfaring til at vurdere risici. Derfor er det et krav, at alle børn under 11 år ledsages af en voksen, der aktivt sørger for deres sikkerhed.
Som voksen spiller du en afgørende rolle i at skabe tryghed og sikre en god oplevelse for barnet. Livredderne er til stede for at overvåge hele området, men det er dig som voksen, der kender barnets behov og kan reagere hurtigt i nærheden af barnet. Disse regler er designet for at give både børn og voksne en sjov og sikker oplevelse.
- Børn under 11 år skal ledsages af en voksen (over 15 år). Voksne der ledsager børn har tilsynspligten med børnene.
- Hvis barnet er under 8 år, skal den voksne være i vandet sammen med barnet.
- Børn under 8 år må gerne gå med i både herrer- og dameomklædning.
Hygiejne
Husk at vaske dig inden du går i vandet! Inden du går i svømmehal eller badeland, skal du vaske dig grundigt over hele kroppen, herunder også dit hår af hensyn til badevandets kvalitet. Afvaskning foregår uden badetøj. Såfremt du ikke har vasket dit hår med sæbe, skal du benytte badehætte. Hvis du går på toilet eller i sauna, skal du vaske dig igen.
Børn og badeble
Små 'uheld' sker fra tid til anden, når små børn bader. Derfor er brugen af baby badeble og badebukser obligatorisk for børn 0- 3 år og for børn, som ikke er renlige.
Godkendte blebadebukser er Happy-Nappy modellen eller lign. Det er vigtigt, at de er tætsiddende omkring lårene og rundt om maven. Blebadebuks skal anvendes sammen med en badeble. Happy-Nappy bukser samt badebleer kan du købe i vores reception.
Badetøj / påklædning
Du må kun bruge anstændigt rent badetøj, hvilket godt kan være badetøj, der dækker hele kroppen - forudsat at dette er beregnet som badetøj og kun bliver benyttet som badetøj. Øvrige beklædningsgenstande er ikke tilladt.
Handicappede blebrugere
Alle handicappede - eller andre udover babyer - som er blebrugere, skal bære en badeble samt tætsiddende badetøj.
Kan jeg gå i vandet, hvis jeg har en fodvorte
Har du fodvorter eller fodsvamp, skal du være under lægebehandling for den pågældende sygdom.
Omklædningsfaciliteter
For at sikre, at alle gæster kan nyde faciliteterne under ordnede og hygiejniske forhold, er det vigtigt at følge nogle enkle retningslinjer.
- Benyt venligst skabene til både tøj og sko.
- Respekter venligst de anviste barfodsområder i omklædningsrummene.
- Svømmehallen har intet ansvar for tøj, penge og værdigenstande.
- Der gøres opmærksom på, at omklædningsrum og øvrige faciliteter skal forlades senest 20 min. efter aftalt vandtid.
Baderegler
Vores baderegler er udformet for at sikre, at alle besøgende får en tryg, sikker og behagelig oplevelse i vores svømmehal og badeland. Vandmiljøer indebærer særlige risici, og det er derfor vigtigt at følge reglerne for at beskytte både dig selv og andre gæster.
Det er derfor ikke tilladt:
- At løbe i barfodsområderne.
- At springe på hovedet i badeland, i terapi-bassinet og i midterbassinet i svømmehallen.
- At være mere end en person af gangen på vipper og tårn.
- At køre mere end en person af gangen i rutschebanen.
- At benytte spabadet i hvileperioden.
- At indtage medbragt mad og drikke.
- At tage flasker med i svømmehal og badeland.
- At anvende tyggegummi.
- At ryge! Vælger du at gå ud for at ryge, er der kun adgang ved fornyelse af adgangsbevis!
- At medbringe store badedyr, snorkler eller svømmefødder (snorkler og svømmefødder må gerne anvendes i en undervisningssituation).
- At have støjende adfærd i badelandets terapiområde.
Telefon & kamera
Vi gør opmærksom på, at det kræver en særlig tilladelse af tage et foto eller lave en videooptagelse i vådområdet. Ønsker du at tage et foto eller lave en videooptagelse, er dette udelukkende tilladt ifølge aftale med en livredder.
Det er strengt forbudt at benytte sig af kamera og mobiltelefon i vores omklædningsfaciliteter!
Retningslinjer for brug af sauna
Saunaen er et sted for afslapning, velvære og respekt for andre gæster. For at sikre, at alle kan få en behagelig og hygiejnisk oplevelse, er det vigtigt at følge nogle grundlæggende retningslinjer. Disse regler hjælper med at opretholde både sikkerhed og hygiejne i saunaområdet, samtidig med at de tager hensyn til andre gæsters komfort og velbefindende.
- Vask grundigt uden badetøj før og efter brug af sauna.
- Benyt venligst håndklæde at sidde på i saunaen.
- Barbering er forbudt.
- Det er forbudt at medbring og nyde alkohol i saunaområderne. (gentagne overtrædelser vil medføre bortvisning)
- Der må ikke hældes vand på saunaovnen.
- Det er forbudt, at medbring og påføre egne olier og dufte på saunaovn. (gentagne overtrædelser vil medføre bortvisning)
Skoler, klubber og institutioner
Svømmehallen har intet ansvar for tilsynet med skolens, klubbens eller institutionens børn og unge. Lederen/institutionen har det fulde ansvar.